EMI – Europa uden major?

Det britiske major-selskab EMI er i nye hænder. Det er det amerikanske conglomerat Citigroup der har købt den kriseramte virksomhed. EMI kan måske beskrives som det europæiske fyrtårn for musik på verdensmarkedet, men med opkøbet kan det ligeså vel være slut med Europas tid som major.

*Soundiac har fulgt op på emnet. Læs: Warner Music solgt – Hvad med EMI?*

Hvem er Citigroup?

Conglomeratet kan på mange måder beskrives med det japanske ord Zaibatsu. Zaibatsu er conglomerater med helejede banker, der tilfører finansielle midler til gruppen. Derudover har denne slags virksomheder datterselskaber, der er dominerende indenfor deres marked. Det, der gør brugen af udtrykket zaibatsu mere eller mindre ugyldig,  i dette scenario er, at der ikke er tale om en familie-ejet virksomhed, men en børsnoteret virksomhed.

Koncernen hører ikke blot til de fire største banker i USA, men har også aktiviteter i mere end 100 lande. Dog har koncernen måtte sande en del modvind i form af anklager for hvidvask, bedrageri og finasiering af tvivlsomme forretningsmodeller. Dertil kommer problemstillinger, som massivt salg af obligationer for at presse prisen og bagefter købe dem billigt og ikke mindst at banken måtte reddes af den amerikanske stat under finanskrisen.

EMI dengang og i dag

EMI opstod som fusion af Columbia Graphophone Company, Gramophone Company og His Master’s Voice i 1931. Dermed har virksomheden rødder helt tilbage til industriens begyndelse. Pladeselskabet blev især kendt for sine indspilningsstudier Abbey Road og The Beatles.

Det har dog ikke altid været rosenrøde tider for EMI. Under musikindustriens krise i 1930erne, blev EMI tvunget til at frasælge den amerikanske arm Columbia USA, efter konkurrenter havde indgivet klage under loven om konkurrence. I årene efter var man afhængig af licensaftaler med den tidligere ejer RCA Victor og Columbia Records.  For at få fuld styrke igen købte man 96% af Capitol Records – et pladeselskab der havde stærke navne, som Frank Sinatra og Shirley Bassey, i deres portefølje.

Men EMI blev ikke tvunget i knæene af industriens krise og blomstrede for alvor i 1960erne, hvor man havde nogle af verdens største navne i porteføljen, herunder Frank Sinatra, Cliff Richard, The Shadows, The Beatles, The Beach Boys, The Hollies, Cilla Black og Pink Floyd.

Tiden blev efterfulgt af en fusion med THORN Electrical Industries og dermed hed virksomheden Thorn EMI. Fusionen 1979 betød, at man ikke længere kun havde aktiviteter i musikbranchen, men også indenfor forsvaret, software, film og forbrugerelektronik. Thorn EMI var godt nyt for EMI. Man formåede at ekspandere voldsomt ved bl.a. at købe Chrysalis Records, et selskab kendt for navne som Fun Lovin’ Criminals, Blondie og Runrig. Men det mest betydelige og største opkøb var det af Virgin Records for US$ 1 milliard. Men eventyret sluttede brat i 1996, da aktionærerne stemte om at spalte virksomheden.

Siden har EMI været i frit fald, der har medført omstrukturering af virksomheden og dens datterselskaber. Nogle datterselskaber blev lukket eller fusioneret med andre datterselskaber. For at holde markedspositionen, prøvede man at overtage Warner Music Group – hvilket ikke lykkedes og som i stedet lancerede et modbud. Man gik også helt ud til kanten for at holde top profilerne, det kostede EMI £80 millioner, at holde på Robbie Williams og er næststørste deal i musikhistorien. EMI kom ud af regnskabsåret 2006/2007 med et underskud på bundlinjen på £260 millioner, samt et fald på markedsandele på det britiske marked fra 16% til 9%. Man trak sig desuden fra det sydøst asiatiske marked, samt at man led under massiv flugt af højstående profiler som Radiohead, Paul McCartney og The Rolling Stones. I 2010 kunne EMI præsentere et fatalt regnskab, med et tab på £1,75 milliarder.

Fremtiden?

Hvordan ser så fremtiden ud? Man kan sige, at Citigroup er eksperter i økonomi. Lige til at starte med afskrev man £2,2 milliarder i gæld i EMI, hvilket svarer til 65% af den totale gæld. Det giver allerede en øget konkurrenceevne for EMI. Eksperter forudser, at Citigroup ikke vil beholde ejerskab længere end nødvendig. Mulige købere er tidligere nævnte Warner Music Group (WMG) og BMG Rights Management/KKR – og det ser ud til at Citigroup også kunne fristes af, at sælge EMI i enkelte dele. Et salg til WMG vil betyde, at musikindustrien fremover kun vil bestå af tre majorselskaber. Salget vil dog overværes under stor bevågenhed af EU med hensigt til konkurrenceloven.

EMI’s udvikling her og nu

Ser man på nuværende tendenser, så ser det godt ud for EMI. Britisk musik fylder mere og mere i hitlisterne og mange af de artister der ligger i hitlisterne er under kontrakt hos EMI. Men der er tale om mange unge og nye navne – navne der først skal bevise der langtidsholdbarhed og det er netop sidstnævnte nøgleord der vigtig. EMI tjener godt på rettighederne til f.eks. The Beatles, men disse master recording copyrights er ved at udløbe. “Love Me Do” af førnævnte band blev optaget i 1962 og master recording copyrights udløber efter 50 år. Som lille bonuspakke for EMI, kan det nævnes, at Pink Floyd har valgt at komme tilbage til selskabet. Det til trods for tidligere tvister. Det er et tegn på, at EMI er ved at vinde tilliden tilbage hos bands og solister.

Så hvordan sikrer EMI indtægterne for fremtiden? Tidligere udtalelser af EMI’s ledelse har påpeget, at man vil investere mere i A&R, og samtidig har Citigroup udtalt, at man ikke foreløbig vil ændre på pladeselskabets forretningsmodel. EMI arbejder, modsat konkurrenterne, mindre med 360°-aftaler. Derimod arbejder giver man kunstnerne giver man mulighed for at opbygge deres aftaler igennem en slags moduler. Det giver kunstnerne skræddersyede deals, der passer til deres behov. Hvilken forretningsmodel der er mest holdbar vil tiden vise. Musikbranchen er i en dyb krise, med mange stemmer, der har mange løsningsforslag.

En anden problemstilling vil være et hypotetisk salg til WMG. Erfaring viser, at køber et pladeselskab et andet, vil der ske konsolideringer, der resulterer i fyringer hos det opkøbte selskab. Samtidig vil WMG køre sine egne folk i stilling hos EMI. Erfaring viser også, at musikbranchen lever af personlige kontakter og hvad sker der så, når der ikke længere sidder EMI’s egne folk? Og hvad vil det betyde for musikindustrien i Europa?

Det bliver spændende at se, hvordan EMI udvikler sig i fremtiden, med Citigroup ved roret og Europa skal ikke tvivle. Vi har stadig stærke, men små pladeselskaber. Selvom de store og små independent selskaber ikke har samme finansielle magt, som en major, så har de fordelen i, at de ved hvordan man navigerer rundt i det nye årtusinds digitale musikbusiness.

Det er dog stadig bekymrende, at USA kan ende med at have monopol (eller mere passende oligopol) på musikindustrien – eller har de? Nu skal man jo lige huske at Universal Music Group godt nok har hovedsæde i USA, men er eget af franske mediekoncernen Vivendi. Det ville være en skam, at lade EMI dø den langsomme død som datterselskab. EMI er ikke kun et major-selskab, men har skabt og er del af musikindustriens historie.

*Soundiac har fulgt op på emnet. Læs: Warner Music solgt – Hvad med EMI?*

2 Responses

  1. [...] Det seneste årti har budt på en endeløs bølgegang for de store pladeselskaber og den seneste udvikling er meget kritisk. Det handler meget om at skaffe kapital til at afbetale de store lån selskaberne har akkumuleret gennem årene. EMI var ved at knække halsen på deres milliard gæld og kun redningen af Citigroup forhindrede dette. [...]

  2. [...] Warner Music solgt – Hvad med EMI? – EMI – Europa uden major? - DERFOR køber Warner Music ikke [...]

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Top