Når det ikke længere handler om kunst
Hip Hop har et større problem, end politisk rap versus gaderap. De store pladeselskaber tænker kun i dollartegn. Og det er gået ned for Hip Hop. Magasinet Billboard anslår at siden 2000 er salget faldet med 44% og Hip Hop er dermed kun ansvarlig for 10% af alt musiksalg i USA. I 1999 havde Time Magazine endnu bragt en coverstory, der fortalte at HipHop var den souverænt mest sælgende genre, med 81 millioner solgte CD’er. Det kan selvfølgelig diskuteres hvorfor der er sket et voldsomt fald. Elizabeth Blair fra National Public Radio (NPR) peger på følgende tre mulige grunde,

• Det skyldes netpirateri
• Lytterne er træt af sprogbruget, vold og mandchauvinismen 
• Det skyldes mangel på den lyriske kvalitet

Sidstnævnte vil jeg se på i denne artikel og det syn støttes også af journalist og historiker Davey D. Og der er jo tydeligvis et fald i kvalitet, når man går ud fra de klassiske forudsætninger om et lyrisk niveau og komposition af et beat. På kompositionssiden skal man blot sammenligne Eminems seneste udspil “Relapse” fra 2009 med Gang Starr “Moment of Truth”. På “Relapse” blev der brugt blot 4 samples, i forhold til 35 hos Gang Starr. Det skyldes blandt andet at producenter ikke længere ønsker at betale de høje afgifter ved sampling. På den lyriske side kan man nævne Soulja Boy. Hans første single “Crank That (Soulja Boy)” ramte en første plads i syv uger i den amerikanske Billboard Hot 100. Hans plader til gengæld fik alt andet end gode anmeldelser. Entertainment Weekly! skrev om hans debutplade “Souljaboytellem.com”,

“(…) most of his debut, Souljaboytellem.com, is a teenage wasteland filled with monotonously looped chants and agonizing blunt-force beats. At least he owns a cool domain name.”

og efterfølgeren “Soulja Boy Tell ‘Em” fik en lignende lunken modtagelse. Musikmagasinet Rolling Stone skrev,

“Put on his new album, and you get a mix of bright synth beats and exuberant, drawled catchphrases. “Hey You There” uses the angry shout of a mall security guard as a launching pad for goofy nonsense rhymes. Here’s what has changed: The beats on iSouljaBoyTellem — built by Soulja and Mr. Collipark — are beefier. And Soulja Boy’s willingness to drill songs into your skull is less charming. The chopped-and-screwed hook of “Go Head” is repeated more than 30 times — about 20 too many.”

Hvad er der sket?
Ingen anden genre bruger ord som Hip Hop gør. Siden HipHops fødsel i slut 70′erne er der sket meget. Genren er gået fra at være et lokalt fænomen til en verdensomspændende industri der indbefatter mere end blot musikken. Davey D spørger i et indlæg, “So what happened? How did rap devolve from its glorious past to what even some founders suggest is its least innovative period?”. Manden har været med i industrien siden dag ét og er i dag en eftertragt journalist og historiker på området. Men hvad er der sket med vores kære barn Hip Hop? Undertegnende er godt nok vokset op i “The Golden Age of Hip Hop”, som angives i tiden 1985 til starten af 90′erne. Men den første bevidste kontakt og hvor jeg så blev forelsket i Hip Hop var i det Tony Green kalder “a second Golden Age”, med udgivelser som Enter the Wu-Tang (36 Chambers), Illmatic, Doggystyle, Midnight Marauders og Southernplayalisticadillacmuzik. Men hvad kendetegner denne såkaldte “Golden Age”? Tiden karakteriseres af sin mangfoldighed, kvalitet, innovation og indflydelse. I tiden eksisterede forskellige subgenre af Hip Hop ved siden af hinanden. Navnligt Public Enemy (Politisk Hip Hop), De La Soul og A Tribe Called Quest (Jazz Hip Hop), N.W.A (Gangsta Rap) og mange andre. Nu vil nok nogle entusiaster sidde og sige at jeg har glemt nogle af de vigtigste navne. Men artiklen går ikke på at beskrive genrens historie, for det er bleven gjort ofte nok. Jeg er bekymret for hvordan Hip Hop rent sprogligt har udviklet sig. Hvor er den nu? Hvor er den på vej hen?

Teknikken – En introduktion
Nøgleelementer i skrivning af raptekster er rimmønstre, lyriske virkemidler, slang og dialekt. Elementerne går op i en højere enhed, den rytmiske levering – Flow.

Selvom raptekster benytter sig af elementer fra den klassiske poesi, som konsonantrim og stavrim (Alliteration), samt vokalrim (Assonans), så adskiller de sig på det punkt at den klassiske poesi anser rim med mange stavelser som uberegnlig, hvor man i Hip Hoppens verden værdsætter komplekse konstruktioner.

Lyriske virkemidler er et lag henover rimene. Med dette lag kan en MC gøre sine tekster endnu mere unikke, ved at bruge flertydlighed, alliteration, sammenligning og metaforer. Og alt efter hvor man kommer fra i verdenen og i landet, så bruger man, ved siden af international Hip Hop slang, regional slang og til sidst også crew specific slang. Det følgende er en kort introduktion i brugen af nogle af de nævnte lyriske virkemidler,

Flertydlighed:
“Brakes on a bus, brakes on a car.
Brakes that make you a superstar.
Brakes to win and brakes to lose,
and these here brakes will rock your shoes.
Break it up! Break it up! Break it up!”
Kurtis Blow – “The Breaks”

Blow manipulierer ordet “Brakes” i forskellige retninger, som f.eks. forhold i livet, bremser på et køretøj eller det efterfølgende “brake” til overgangen til det instrumentelle mellemspil.

Sammenligning:
“Who would ever think that you would spread like mustard?” 
Junior M.A.F.I.A. – “Get Money”

Regional slang:
Især kendt for deres regionale slang er bl.a. Bay Area (Mac Dre, E-40), Houston (Chamillionaire, Paul Wall) og Atlanta (Ludacris, Lil’ Jon, T.I).

MC’s fra Bay Area anvender slang som,

• Chillax
  (Blanding af Chill og Relax)
• Cooch
  (Svarende til “fisse”)
• Ginormous
  (Større end gigantisk eller enormt)
• Hella
  (En masse)
• Yoken
  (Gasse op med det samme bremse igen) 
• Thizz
  (En dans opfundet af Bay Area-rapper Mac Dre) 
• Bopper
  (En kvinde der går efter en mands sociale status)
• Ripper
  (En kvinde der tager imod en hver mands pik)
• Scraper
  (En serie biler fra Buick eller Oldsmobile i 80erne)

Crew slang:
I Danmark kan man f.eks. nævne forkortelse som F.I.P og F.I.P.G.C, som hhv. står for Full Impact Productions og Full Impact Productions Gangsta Clique. Slangen bruges bl.a. af,

• Bai-D
• Orgi-E
• L.O.C
• Rune Rask
• U$O
• Troo L.S
• Marwan

Skal eller skal ikke?!
Spørgsmålet er vel i dag, skal eller skal det ikke rime?! Er kravet om komplekse tekstopbygninger blot en konservativ holdning fra “back in the days”? Her deles det danske land tre kategorier af MCer. Dem der bruger meget komplekse tekster, kategorien der svæver imellem og den kategori de vælger at bruge simple (og i enkelte tilfælde slet ingen) rim for at bringe deres historie til lytterne. Jeppe Rapp hører til sidstnævnte gruppe. Den 13. oktober 2008 udkom det 13 sange stærke debutalbum “Ikk’ Uden Mig” fra Jeppe Rapp. Den sønderjyske hjemmedreng har allerede tre år tidligere skabt en del buzz med EP’en “Ikk’ Bare Et Par Sko”. Debutpladen har fået hele turen hos anmelderne. Fra voldsom ris, til fortjent ros – Men kun få turde at sætte spørgsmåltegn ved den måde Jeppe Rapp bygger sine tekster op på. Hvorfor? Fordi han har en genial flow, intonation og kun de bedste beats? Måske. Men fact er, at den 29-årige ejer streetware-butikken, B-Wear, på sin egen måde går med strømmen, ved at gå imod strømmen.

En af de anmeldere der påpegede Jeppe Rapps måde at opbygge tekster på er Fyens Stiftstidendes Niels Nørgaard. I hans anmeldelse fra den 19. november 2008 skrev han,

(…) og han gør sig heller ikke tilstrækkeligt umage med at få sine tekster til at flyde eller for den sags skyld rime: Røv rimer mig bekendt ikke på sove.

Det der kendetegner Jeppe Rapp er, at han rapper på en måde der ikke virker kunstig og krampet – mere som et statement. Et eksempel på det er sangen “Bag Mine Solbriller”. Nærmest fri for rim lyder det som en roman i musikalsk udformning. Gadehiphoppens storyteller.

”Jeg kysser kæresten farvel 
lover jeg er hjemme inden midnat 
Men jeg har svært ved at finde en grimasse der passer 
Det stresser, men samvittigheden ska’ drikkes væk 
Og gæt selv, det heldigvis det jeg er bedst til 
For 1 blir til 2 og 2 blir til mange fler 
Klokken den var 12 men nu er den meget mere 
Det forsent nu, flækker endnu en Gin nu 
Min indre svinehund spænder ben nu – hva vil du”

Den nye generation
Den danske undergrund ulmer med nye, men såmænd også med gamle kendinger, som blev vippet af pinden. I Danmark får denne talentmasse én gang om året lov til at snuse til livet som kendis. Jeg taler selvfølgelig om MC’s Fight Night. En årlig begivenhed hvor to rappere dyster imod hinanden i disciplinen freestyle rap. Finalerne er som regel en kamp til stregen, hvor selv de mest garvede eksperter ikke kan blive enige om hvem der har fortjent at vinde. Her er der en generation der vokset op med den kommercielle HipHop. For denne generation er HipHop en selvfølgelighed der fulgte med i vuggen. Mange af deltagerne er enten pionerer indenfor den kreative rim, og andre er bare freestyle raketter der år for år bliver skarpere og stryger til tops. Mange har efterfølgende fået lønnende karrierer indenfor danskrap. Som skribent er begivenheden, bortset fra det lyriske niveau, også en god testbuffer for en rappers evner. Hvem kan gå hen og blive potentiel hitliste-rytter?
Deltageren Pede B. har ikke kun vundet MC’s Fight Night to gange, men står også bag to flotte plader, ”Et Barn Af Tiderne” (2005) og ”Stadig Beskidt” (2008). Skiverne er bevis for at man kan lave det, som medierne omtaler gaderap, på et højt lyrisk niveau.
Men også udenom MC’s Fight Night sker der meget. Kontra Crew er et kollektiv af en række lovende upcoming navne som bl.a. tæller SupaJan, Revoltage og Kasper Spez. Hvert af navnene har et andet formål med deres tekster, men et har de tilfælles. Lyrisk top-niveau! Og noget tyder på at årevis penetration fra undergrunden er ved at føre til resultater. Tabu Records, som er kendt for at stå bag hitliste-rytterne Suspekt, har taget den anmelder roste lyriker Kasper Spez ind i deres portefølje.

Til sidst…
Håbet dør til sidst, hedder det så smukt. Der er mange udgivelser på vej i år, som lover om en bedre fremtid. Gamle, såsom nye spillere melder sig på banen med en innovativ- eller den klassiske stil. Også de større danske selskaber er ved at få øjnene åben for alternative rappere. F.eks. har Tabu Records sørget for at signe den anmelderroste Kasper Spez. Er vi langsomt på vej ind til ”The third Golden Age of Hip Hop”? Er den menige lytter blev træt af alt for simple og copycat produktioner? Eller skal vi høre på de samme historier om nemme piger, vold og clubbing den næste dekade? Det er svært at forudsige. Pladeselskaberne virker at være friske på at introducere nye navne og den danske undergrund har nok energi i overskud til at fortsætte kampen, men i sidste ende er det op til køberen. Selv poesien og HipHop er underlagt verdensøkonomiske præmisser.