Genial eller overvurderet – Fra Lars Von Trier til Mikael Simpson
Jeg her fået at vide at bloggen mangler lidt kant af og til. Men jeg er egentlig ikke typen der bitcher eller river musik istykker. Problemet er bare, at jeg er træt af overvurderet hype. Og det skal denne klumme handle om. Inden du går i krig med den, så skal du vide at jeg respekterer enhver der prøver at skabe noget nyt, men man skal bare som forbruger og anmelder ikke tage alt såkaldt nyskabende og innovative musik og sælge det som det 8. vidunder. Vær dog kritisk. Men dette er nok min første kontroversielle artikel. Og nogle vil nok give mig los i røven eller andre vil give mig ret.
I filmens verden
Nu sidder jeg her i halvmørket i mit lille kammer. Bag mig står flyttekasserne stablet og egentlig mangler jeg bare at male. Alle mine DVD’er er pakket ned, men heldigvis er der lige kommet to nye film fra online filmudlejningen Lovefilm.dk. Det er titlerne “Ledsaget udgang” og “Direktøren for det hele”. Sidstnævnte er en Lars von Trier film. Det er en komedie og har geniale skuespillere – Iben Hjejle, Casper Christensen, Peter Gantzler, Mia Lyhne, Jens Albinus og Sofie Gråbøl, for at nævne nogle få. Skriptet er også ganske i orden. Men hvad fanden laver smølfen – Herr Von Trier. Han skal kommentere filmen her og der. Lad være! Jeg ser film! Og det er her jeg spørger mig selv, er han genial eller bare en fucking overvurderet?Spørger du efter min mening, så er han overvurderet. I filmen brugte han noget han kalder Automavision – et system, hvor computeren bestemmer hvilke vinkler der skal filmes i. Det kan jeg godt leve med og giver nogle lækre indstillinger. Men hvad fanden skal vi bruge Dogme 95 bevægelsen til? Og hvorfor skal de absolut vises i biograferne. Det er jo ikke fordi de bidrager med noget som helst vigtigt til filmverdenen og jeg føler, at jeg ikke ville savne noget som helst vis filmene ikke ville have været lavet. Kald mig ignorant, udannet eller en idiot – men grænsen mellem genial og overvurderet er meget tynd. MEGET! Jeg stiller krav til indholdet og det visuelle og at begge punkter skal gå op i en højere enhed. For at bruge filmen “Direktøren for det hele” igen – ja så er det, at se en film, jo lidt som at læse en bog – bortset fra, at førstnævnte som regel har mindre dybde. Von Triers film svarer jo som om forfatteren midt i handlingen stopper op og skriver, “ja det så her jeg tænkte at lade hovedkarakteren dø, men istedet valgte jeg altså at introducere en ny karakteren, for bogen skal altså gerne fylde 250 sider.” Lad dog kommentarene være en del af de populære kommentarspor på DVD’erne. Hvad bliver det næste? En hel film med kommentarspor der kommer i bifferne? Lad dog voldsomme eksperimenter komme på DVD eller gratis på nettet.
I musikkens verden
Og siden det her er en musikblog – ja så vil jeg rette samme kritiske toner mod en musiker som f.eks. Mikael Simpson – gaaaab. Hvad vil han opnå med sin musik? Vugge mig i søvn? Jeg kan helt ærligt talt ikke forstå den hype der er omkring denne person, som udløser alt fra 3 stjerner (ud af 6 mulige) i Gaffa til 6 hjerter (ud af 6) i Politiken. Er der noget jeg er gået glip af. Ouch! Elektronisk musik har aldrig været mere kedelig. Jeg vil her så citere Gaffa’s anmeldelse af pladen, som jeg kun kan være enig i.
Midt i albummets musikalske vellyd befinder Simpsons stemme sig svøbt ind i et ucharmerende rumklangshelvede og lyder mærkværdigt forceret. Messende serveres fortællinger om natteliv og tristesse i et univers, der som på for eksempel Det Var En Lørdag Aften lugter af fortænkt coolness. Simpson roses ofte for sine mantraagtige tekster, men på dette album synes det alt for tit som om, han selv synes, at han har fundet en rigtig god sætning. Denne gentages så i det uendelige, for at lytteren ikke skal gå glip af hans lyriske genistreger, der ofte indeholder mere navlepilleri, end nogen bør udsættes for. Numre somVi Stod Lige Der (Nu Staar Vi Her) og titelnummeret er eksempler herpå. De behagelige blå (undskyld, ”blaa”) toner står på spring for at understøtte det tekstlige klynkeri, som nu nok skal falde i god jord hos nogle af mandens mange fans, der sikkert vil vælge at overse eller tilgive ham uligevægten på en plade, der kunne have været meget mere.
Hvornår er musik genial? Og hvornår er det bare overvurderet hype. Jeg vil ikke forbyde nogen at være fan af noget, eller fortælle hvilken musik de skal lytte til. Men jeg er bare træt af den attitude, der gør at jo mere skæv musikken (eller for den sags skyld filmen) er, des bedre er det. Det er blevet en form for dansk nationalsport. Ej, det nyskabende. Ej, det er fremtiden. EJ! Det noget pis og lort. Bare fordi det er skævt, så behøves det altså ikke være godt! Ja, man må gerne prøve noget nyt! Det er jo slet ikke det. Alle genrer vi kender i dag har været nye og skæve engang. Men der er altså grænser! Tænk Danmark – tænk! Og spis ikke alt hvad anmelderne serverer jer. For musikindustriens skyld. Tak.
Glad for innovation
Hvert årti har sin egen musikstil. 50erne, 60erne, 70erne og 80erne. Men i midten af 90erne skete der noget mærkeligt. Musikken – hovedsagelig popmusikken – gik i stå. Men det blev ændret omkring 2007/08 og her i 2009 kommer flere og flere nye og innovative navne frem, hvilket jeg er meget glad for. Nogle benytter sig af start 90ernes lyd, andre går længere tilbage, mens igen andre går i en fremadrettet retning. Det giver en ny mangfoldighed industrien har haft brug for i lang tid.
