Soundiac

Digital vandmærkning – Det bedste våben mod piratkopier?

Kan digital vandmærkning være vejen frem i kampen mod piratkopier? Teknologien har nærmest uendelig mange anvendelsesmuligheder, samtidig med at slutforbrugeren ikke bliver forstyrret af den. Så længe som piratkopier har eksiteret har musikindustrien forsøgt at udvikle teknologier imod ulovlig deling af musik. Tager man sine negative briller på, så kan i dag nærmest alt hackes eller omgås – og der går kortere tid end nogensinde før. Begge sider er velorganiseret, hvilket fører til en kamp, der i sidste ende går ud over slutforbrugeren.

Problemer med traditionel kopibeskyttelse
Problemet med indførelse af kopibeskyttede CD’er var, at de ikke længere overholdte standarden for en CD – den såkaldte Red Book standard for lyd CD’er (også omtalt som Compact Disc Digital Audio / CDDA). Red Book standarden blev udgivet af Sony og Philips i 1980. Philips advarede på forhånd de store pladeselskaber, at kopibeskyttede CD’er ikke længere måtte bære det kendte Compact Disc logo. For forbrugeren betød dette, at mange CD’er ikke længere kunne afspilles på deres afspillere.
Tilbage i 2002 har der været store problemer med kopibeskyttelse af CD’er. Her kom Macrovision med deres CDS100, som var del af af Copy Control systemet. Copy Control blev hovedsagelig benyttet af major selskaberne EMI og BMG. CDS står for Cactus Data Shield og nåede at udkomme i en version 200 og 300, før Sony og Universal droppede dem i 2004, mens EMI først droppede brugen i 2006.
Men CDS var endnu en harmløs måde fra pladeselskaberne for at forhindre forbrugerne i at rippe deres CD’er. SonyBMG begyndte i tiden omkring 2005 at bruge Extended Copy Protection eller afkortet XCP. XCP fungerede på den måde, at når du sat din musik CD ind i din computer, så ville den i baggrunden installere XCP. Uden at spørge om lov, uden at være nævnt i licensaftalen der efter installeringen popper op, uden at du kan se det i joblisten, osv. Den gjorde sig helt ubemærket. Dertil var det svært at afinstallere programmet igen. Fjernede man filerne manuelt, ville det ødelægge computerens evne at bruge CD-ROM drevet. Problemet blev endnu større. Sikkerhedsfirmaer fandt ud af, at ondtsindede hackere kunne bruge XCP til at skjule deres virus og trojanere. Selvom SonyBMG trak stikket ud af XCP, så var de stadig kolde overfor forbrugernes problemer. På National Public Radio (NPR) sagde Thomas Hesse (President of Sony Music Entertainment’s Global Digital Business, US Sales, and Corporate Strategy) følgende:

“Most people, I think, don’t even know what a rootkit is, so why should they care about it? [...] The software is designed to protect our CDs from unauthorized copying and ripping and Rootkit technology is one of the best ways to do just that.”

I samme tid brugte SonyBMG og RCA Records også MediaMax CD-3. MediaMax CD-3 arbejdede på lignende måde som XCP, men var dog ikke nær så aggresiv. Forbrugeren kunne selv vælge, om han ønskede at installere programmet, dog var der ingen mulighed for afinstallering.

Digital vandmærkning – en teknologi med uendelige muligheder
Det er muligt at anvende vandmærkning i nærmest uendelige mange sammenhæng. Det er blot et spørgsmål om den rette software og den rette kreativitet. Den store fordel ved digital vandmærkning er, at forbrugeren hverken kan se eller høre den, da den er uhørbar gemt i sangens lydbølger. Dermed slipper forbrugeren også snildt om problemer med at afspille deres musik CD’er. Anvendelsesmuligheder for digital vandmærkning kan f.eks. være,

• Der kan tilføjes bonus-indhold, der hentes via nettet.
• Gennem det digitale vandmærke bliver du godkendt som retmæssig ejer.
• Det er nemt at følge med hvor ofte kunstnerens sang har været streamed på nettet eller spillet på radioen. Derved kan betaling af vederlag nemmere styres.
• Markering af indhold der er uegnet til børn. Forskellige sange kan digitalt markeres til en speciel aldersgruppe og softwaren kan dermed blokere afspilning af sangene.

Men vigtigst er følgende punkt, i forbindelse med piratkopier.

• Udgaver der inden release sendes til anmeldere og andre, kan individuelt vandmærkes. Et leak på nettet vil dermed kunne spores til personen der har leaked pågældende album.

Kan også anvendes udenfor musikbranchen
Tilbage i 2006 diskuterede man, om Happy Slapping kunne inddæmmes ved hjælp af Digital Vandmærkning. På Comon.dk skrev man i artiklen “Digitalt vandmærke kan stoppe Happy Slapping“,

“Ved at indsætte et digitalt vandmærke i mobiltelefonens video-software og kombinere det med oplysninger om selve telefonen, kan en video med ‘happy slapping’ spores tilbage til ophavsmanden. Dermed vil politiet nemt kunne finde gerningsmændene. [...] I mobiltelefonen ligger et såkaldt IMEI-nummer, en slags ‘personnummer’ der identificerer mobiltelefonen. IMEI-nummeret bruges for eksempel af politiet, når mobilsamtaler skal spores, og det kan teknisk set lade sig gøre at kombinere nummeret med et digitalt vandmærke i videooptagelsen. [...]“

Virksomheder er velorganiseret
Nogle af de største virksomheder indenfor digital vandmærkning af indhold er organiseret i interesseorganisationen “Digital Watermarking Alliance”. I organisationen finder man navne som bl.a. verdenskendte Thomson, Digimarc, Gibson og det belgiske universitet Université Catholique de Louvain (UCL). Men også Philips er med i DWA, hvilket viser som kæmpe fordel. Som beskrevet i afsnittet “Problemer med traditionel kopibeskyttelse”, så er og var Philips imod kopibeskyttelser som XCP og CDS grundet manglende overholdelse af CDDA standarden. Philips står selv bag en vandmærknings teknologi ved navn CompoTrack WAV.

Konklusion
Teknikken og viljen er der og det er måske bare et spørgsmål om tid, hvornår digital vandmærkning bliver implementeret i alskens hardware. Der er en del skepsis endnu omkring digital vandmærkning og der kan sagtens komme spørgsmål på bordet om beskyttelse af personlige data og så videre. Ligesom også potentiele købere af denne teknologi til dels er usikker på holdbarheden af denne teknologi. Hvor nemt eller svært er det at fjerne vandmærkningen. Kan den holde til at blive brændt og rippet flere gange? Kan den tåle at blive “klippet” i? Og mange andre spørgsmål. For afsluttende at præsentere holdbarheden i teknologien, tillader jeg mig at citere fra Digimarc’s blog. Indlægget hedder “Digital Watermark Recovery – An Impressive Result“. Dette eksempel på praktisk anvendelse gælder godt nok en billedfil, men det viser trods alt, hvor langt teknologien er.

“With this post I thought I would write about a pretty cool experience I had while giving a Live Meeting demonstration of digital watermarking.  In this demonstration I was showing a prospective customer how robust the watermark really is and how we can make it work within a PDF document.  The procedure started off with watermarking an image and using it in the construction of a PDF document.  What I demonstrated next was how the watermark would persist if someone took a “screen grab” of the actual document.   The PDF was displayed in Adobe Acrobat and I proceeded to use a third party utility to “screen capture” just the PDF document from the screen.  Keep in mind that I am sharing my entire desktop for all Live Meeting attendees to see.  Next I opened the captured image in Photoshop and then showed how the watermark was recovered.  I also did some down-sampling and cropping of the screen capture and showed that we could still recover the watermark.  Everyone was very impressed, but what happened next was even more exciting.

Rock ‘n’ Roll