Close

5. oktober 2009

Hvordan ser fremtiden ud for musikblogs? Måske konsolidering?

Markedet for musikblogs i Danmark vokser for hver eneste dag. Et kig på Goombay, det tidligere musikblogs.dk, afslører samme tendens. Det er ikke længere muligt at tælle dem på en hånd. Så hvad vil der ske i fremtiden? Vil der være sider der lukker? Udvikler sig i nye retninger? Kommer vi til at se en kosolidering på musikblog-markedet? Jeg har spurgt etablerede musikbloggere om deres mening hvordan den danske musikblogosfære kommer til at se ud i fremtiden.

Endelig har musikindustrien fuldt ud accepteret digitaliseringen af musikmarkedet. Derfor har musikbloggere, som ifølge diffusions-teorien ligger et sted mellem Late Majority og Laggards, flere muligheder end nogensinde før. Især de mindre independet selskaber som VUF Records og Crunchy Frog distribuerer deres nyheder og materiale med glæde gennem musikblogs.

Men også professionelle onlinemedier, som Bandbase gennemgår store forandringer i disse dage. Bandbase har netop indgået en aftale med Citadel og TJECK, hvilket gør, at bands og musikere på Bandbase nu har mulighed for at komme ud til op til 250.000 læsere i den rette målgruppe.

Professionaliseringen, men ikke afpersonaliseringen, af de danske musikblogs giver også pote. Resultatet er at Goombay i dag står som paraplyside for de danske musikblogs. Goombay har nye ideer på tegnebrættet og er d.d. ved at udvide konceptet i sammenarbejde med det etablerede musikblogs.

Jeg har spurgt de to musikblogs Blaa Vinyl og Capac – Hvad vil der ske i fremtiden? Vil der være sider der lukker? Udvikler sig i nye retninger? Kommer vi til at se en konsolidering på musikblog-markedet?

Resultatet har været meget ærlige og dybdegående svar, som nu, uredigeret og i deres fulde længde er til at læse i dette indlæg.

CAPAC
“Personligt tror jeg, at de personlige weblogs er kommet for at blive.  Når jeg ikke skriver musik-blogs, så er det med velberådet hu, for jeg ser de personlige  musik-blogs som små specialiserede blogs blandt andre personlige blogs. Deres styrke er, at de er personlige, uafhængige og ikke-kommercielle.

Der vil bestemt ske forandringer. Blogs vil forsvinde og andre dukke op.

Om man kan tale om konsolidering, ved jeg ikke rigtig, men der sker da en udvikling. Vi har fx fået musikblogs.dk, der forsøger at være en slags paraplyside for de blogs, der beskæftiger sig med musik. Også andre sider forsøger at skabe orden på den måde i det kaotiske blogland.

De personlige blogs – herunder musikblogs – skal nok bestå. Den største fare for blogsene er, hvis de forsøger at konkurrere med de professionelle medier på deres præmisser. Det vil sige: Hvis de professionaliseres og kommercialiseres. Deres styrke er, som sagt, at de er økonomisk og på anden måde uafhængige, at de er personlige og ikke-kommercielle . De er disse kendetegn, der gør, at andre gider at læse dem.

Blogs – også musikblogs – er et supplement og korrektiv til de professionelle medier, og det tror jeg er disse blogs anden styrke. De er folkelige, demokratiske og anarkistiske. Og det er vigtigt i en tid, hvor de professionelle medier har svært ved at leve op til de klassiske dyder i et demokratisk samfund.”

BLAA VINYL
“Vi er relativt nye ved blaa vinyl, men vi oplever egentlig en ret stor interesse for de ting vi laver indlæg omkring. Jeg tror simpelthen, at folk i en stigende grad vil bruge blogs til at sortere i den musik de hører. I stedet for at lave det store stifinder arbejde på diverse myspace, bandbase, band-blogs og lignende, så vil bloggerne gøre arbejdet for de interesserede. Selvom blogging i princippet er ved at være forældet allerede, så er det blevet redefineret ved, at musik-distributionen har taget den drejning den har. Så for lige at opsummere: Blogging bliver musikinteresseredes pejlemærke. En musikinteresseret finder lynhurtigt ud af, hvilken genre en given blog beskæftiger sig med, og efter et par gange med succesfulde musik forslag fra en blogger – ja så vender man tilbage.”

Som Rune Schlosser fra Blaa Vinyl går ind på, så er blogging ved at være et forældet medie og overhælet af de nye sociale medier, som f.eks. Facebook og Twitter, der gør det muligt at publicere indhold udenom redaktionelle filtre, som f.eks. hos musikblogs eller massemedier.

Men som Capac også betoner, så er vi musikblogs uafhængige i et kommercielt øjemed. Der er ingen bestyrelse der skal tilfredsstilles, ingen aktionærer der skal have del i økonomien. Musikblogging er stadig en ulønnet underskudsforretning. Selvom pressen i jævne mellemrum rapporterer om bloggere der er bleven millionærer, så er vi i Danmark langt fra det. Istedet for at blive millionærer, så udvikler vi vores brands og navne og tager dem med i nye projekter. F.eks. bloggeren Torben Eik fra Organgrinder, som nu er gået videre ind i et nyt projekt, sammen med BandBases Editor og projektmedarbejder Martin Ibsen. Projektet er Online-PR-bureauet YourWaves.

Men kernen i det her er også som Capac også påpeger, at musikblogsene passer på, at de ikke begynder at konkurrere med de professionelle massemedier. Vinklingen skal altså være personlig, men trods alt af høj kvalitet.

En anden synlig fordel, som blot bliver understreget af Rune og Capac er, at de danske musikblogs er velorganiseret. En styrke, som kun er en fordel for musikindustrien. Der er uanende muligheder i dette netværk, musikindustrien skal blot være kreativ. Musikblogs bærer en en helt anden, nærmest propagandistisk troværdighed, som de professionelle medier ikke kan opnå.

Fremtiden ligger altså ikke i en konsolideringen af musikblogs, men i bedre organisering af musikblogosfæren. Og det kommer også til at ske. De danske musikbloggere er hyper sociale og kreative. Alle musikbloggere der ønsker at knytte tættere bånd kan gøre det uden at være til grin.

Jeg er stolt på at være del af dette netværk!

Rock ‘n’ Roll

3 Comments on “Hvordan ser fremtiden ud for musikblogs? Måske konsolidering?

[…] This post was mentioned on Twitter by YourWaves. YourWaves said: RT Hvordan ser fremtiden ud for musikblogs? Måske konsolidering? Læs mere på: http://ow.ly/sJ4M (via @soundiac) (yourwaves er nævnt;-) […]

Svar

[…] Lars fra http://www.soundiac.com har skrevet et længere indlæg om musikbloggens fremtid. Og jeg har selv bidraget til indlægget, som kan læse i sin fulde længde her. […]

Svar

[…] Soundiac om musikbloggens fremtid […]

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *